www.knygberg.dk er designet af Fritz, Peter & Thomas © 2008

 

Se også

 

Blog

Læs indlæg eller skriv om slægten eller hjemmesiden.

 

Fotogalleri

Se fotos af stedet, personerne og slægtsgården.

Hjem>Personerne>Thomas Iversen Knygberg

 

Thomas Iversen Knygberg (1874-1952)

 

Dette er historien om Sidsel Marie og Iver Knygbergs tredje søn Thomas Iversen Knygberg (1874-1952), hans kone Ane Poulsgaard (Nielsen) (1891-1956) og deres syv børn.

 

Thomas Iversen bliver født på Lille Østergård i Gullestrup 12. april 1874, og han bliver hjemmedøbt dagen efter. Han bliver fremstillet i Herning Kirke 10. maj 1874.


Thomas starter i Gullestrup Skole 5. maj 1881, hvor også hans to brødre Jens og Christen går i skole.  Skolen er en rigtig landsby-skole med én lærer og to klasser. De tre yngste årgange går i den ”lille klasse”, som går i skole to dage om ugen om vinteren og fire dage om ugen om sommeren. De fire ældste årgange går i ”store klasse” og går omvendt ”lille klasse” i skole fire dage om ugen om vinteren og to dage om ugen om sommeren. Så kan de store bedre hjælpe til derhjemme om sommeren.  Skolen har sin egen lærer, Wilhelm Frederik Lund, som er eneste lærer på skolen i 30 år frem til 1895.

 

Thomas afslutter sin skolegang i oktober 1887, 13 ½ år gammel med en eksamen. Her får han karaktererne: ”Boglæsning: mg+, Skjønskrivning: g+, Tavleregning: g+, Retstavning: mg”. (Se Journal for Gullestrup Skole).

 

Konfirmation og skudsmål
Den 8. april 1888 bliver Thomas konfirmeret i Rind Kirke, selv om familien bor i Herning Sogn. Det skyldes formentlig, at den gamle Herning Kirke er under nedrivning, og at den nye Herning Kirke først indvies i 1889. Præsten giver Thomas karakteren ”mg i kundskab” og ”ug i opførsel” under konfirmandforberedelsen.


Ved konfirmationen bliver Thomas som alle andre konfirmander på den tid udstyret med en skudsmålsbog. Ifølge Tyendeloven fra 1854 skal tyende (tjenestefolk) have en skudsmålsbog, hvori husbond (arbejdsgiveren) skal skrive tidspunkt for ansættelse og afgang og eventuelt et skudsmål (en udtalelse). På den måde fik tjenestefolk samlet deres anbefalinger, fra deres tjenestepladser, i en bog.

 

I Thomas’s skudsmålsbog står der ikke noget ud over det præsten har skrevet om Thomas, da han oprettede den. Thomas har med andre ord ikke været ude at tjene, men han har i stedet hjulpet til hjemme på Lille Østergård. (Se Skudsmålsbog)
 
Tiden som soldat
Thomas er på session 14. december 1891, og han møder til tjeneste som rekrut 10. april 1894 ved 17. Bataillon, 1. Kompagni i København. I Thomas’s militære afregningsbog er der noteret: ” Højde: 62 ¾, Vækst: stærk, Haar: blond, Øjne: blaa”(højden 62 ¾ tommer svarer til ca. 159 cm).


Af afregningsbogen fremgår det også, at lønnen som menig er 55 øre dagligt plus 7 øre i munderings-godtgørelse. Han afregnes 8. oktober 1894 for 172 dage, i alt 12 kr. 14 øre. (Se Afregningsbog for no 94 Iversen).


I Thomas’s skyttebog fra rekruttiden i 1894 er omhyggelig noteret, hvor mange skud han har affyret, og hvor mange træffer han har opnået. Det virker som om, han har været en meget habil skytte (Se Skyttebog).


Thomas’s soldatertid er overstået 13. oktober 1898, hvor han får udstedt hjemsendelsespas. (Se Hjemsendelsespas).


Thomas går med uldsæk
Thomas hjælper til med arbejdet på Lille Østergård, men han er også som sin far Iver Knygberg ude at gå med uldsæk som uldkræmmer. For at uldhandlen kunne foregå lovligt, skulle uldkræmmeren have udstedt rejsepas. Et sådan får Thomas udstedt 7. oktober 1897, og det var gyldigt for en begrænset periode. (Se Rejsepas).


Noget tyder dog på, at Thomas er startet som uldkræmmer nogle år før. I hans salmebog står noteret ”Marstal Den 6te Februar 1895 – Thomas Iversen – Gullestrup – Herning”, og vi har et foto af Thomas med uldsækken taget af fotograf Herman Jacobsen, Marstal. (Se Salmebog).

 

Uldhandel var dog ikke Thomas’s store interesse. Han udførte mere arbejdet af nød for at tjene penge til familien. Han ville hellere være landmand. Thomas fortsatte muligvis med uldhandlen til op i 1920’erne.

 

 


Bliver bestyrer på Lille Østergård
I 1898 dør Thomas’s far Iver Knygberg, og hans mor Sidsel Marie bliver enke. Thomas’s bror Jens er i 1894 blevet gift og flyttet hjemmefra. Christen bor stadig hjemme, men han arbejder som murer. Så det bliver Thomas, der overtager driften af Lille Østergaard for Sidsel Marie. Lillesøster Ane er 20 år og bor formentlig også stadig hjemme. (Se Slægtsgården).

I 1904 kommer der en ny lov, som åbner mulighed for at skifte navn. Thomas og hans søskende bliver enige om, at efternavnet Iversen tilføjes deres fars efternavn Knygberg. (Se Personerne og Dåbsattest).
 
Gifter sig med pigen Ane på 19
I 1910 er Thomas efterhånden blevet en halvgammel ungkarl på 36 år. Men i vinteren 1910 får han et forhold til den 19-årige tjenestepige på Lille Østergård Ane Poulsgaard. De bliver gift 14. februar 1911 i Rind Kirke, og forlovere er Thomas’s bror detailhandleren Jens Iversen Knygberg og Anes bror Jens Poulsgaard. (Se Vielsesattest).


Ane har en tvillingesøster Dorthea Margrethe, og de to piger er det første tvillingepar, der bliver døbt i Kølkjær kirke. De er døtre af gårdejer Jens Poulsgaard Nielsen og hans anden kone Margrethe Christensen. De bliver født 17. september 1891 og døbt med efternavnet Nielsen i Kølkjær kirke 1. oktober 1891. Begge tvillinger bliver konfirmeret 1. oktober 1905 i Rind kirke.


I december 1905 får faderen Jens Poulsgaard Nielsen navnebevis på efternavnet Poulsgaard, og det er nærliggende at tro, at hans børn også får ændret efternavn ved denne lejlighed. Ane hedder i hvert fald Poulsgaard, da hun bliver gift med Thomas i 1911.

 

Dagen før Ane og Thomas’s bryllup 14. februar 1911 overdrager Sidsel Marie Lille Østergaard til Thomas, og der bliver oprettet en aftægtskontrakt, som gør det muligt for Sidsel Marie at flytte til Herning. (Se Slægtsgården).

 

Syv børn på 19 år
Allerede 16. juni 1911 nedkommer Ane på Lille Østergård med deres første barn Iver Knygberg. Han bliver døbt i Herning kirke 9. juli 1911, og Iver bliver som ældste søn opkaldt efter sin farfar (lige som Christen og Ane Kirstines ældste søn).


Året efter føder Ane søn nummer to, Jens Knygberg. Han kommer til verden 16. november 1912, og han bliver døbt i Herning kirke. Jens opkaldes efter den tids skik og brug som næstældste søn efter sin morfar.


Knap to år går der, før Ane nedkommer med søn nummer tre. Det er Villy Knygberg, som bliver født 27. august 1914. Villy bliver døbt i Herning kirke 27. september 1914.

 

Godt to år senere den 11. september 1916 nedkommer Ane med et dødfødt drengebarn. Og der går igen knapt to år, så nedkommer Ane med sønnen Sigfred Knygberg 20. marts 1918. Sigfred bliver døbt i Herning kirke 14. april 1918.


Ane nedkommer med det næste barn godt to år senere.  14. oktober 1920 føder hun datteren Margrethe Knygberg, der som ældste datter opkaldes efter sin mormor. Hun bliver døbt i Herning kirke 31. oktober.


Så går der fire år før Ane får det næste barn. Det er Marie Knygberg, som kommer til verden 18. juni 1924. Hun bliver døbt 13. juli i Herning kirke, og opkaldes formentlig efter sin farmor Sidsel Marie.


Og til sidst kommer efternøleren Erna Knygberg. Hun bliver født 30. oktober 1930 og døbt i Herning kirke 30. november.


Nyt stuehus på Lille Østergård
Det gamle stuehus på Lille Østergård fra 1837 er efterhånden ved at være både gammelt og nedslidt. Der er blevet indlagt elektricitet i 1924, men brædderne på loftet er ormædt og pladsen til Thomas, Ane og deres syv børn er blevet lidt trang. Der bliver derfor hen over sommeren 1931 bygget et nyt stuehus. Mens byggeriet står på, bor hele familien på loftet over hestestalden. (Se Slægtsgården).

 

 

 

 

I 1930’erne og 1940’erne bliver Ane og Thomas’s børn voksne. Igennem alle årene er Iver og Jens medhjælpere på gården. Villy bliver uddannet maler, Sigfred er ude at tjene på nærliggende gårde, og Margrethe begynder at ernære sig som syerske.


I 1940 bliver Villy gift og flytter hjemme-fra, og dette år har Christens søn Eigil arbejde som medhjælper på Lille Øster-gård. I 1942 bliver Sigfred gift og flytter til Fyn. Et par år senere følger Margrethe og Marie efter til Fyn. Tilbage på Lille Østergård er herefter Iver, Jens og Erna.

 


Sælger Lille Østergård til sønnerne Iver og Jens
I juni 1951 sælger Thomas Lille Østergård til sine to sønner Iver og Jens. Thomas’s helbred er ikke alt for godt, og Iver og Jens har allerede drevet gården en årrække. Iver er nu 40 år og Jens er 38.


I januar 1952 dør Thomas 77 år gammel. Fire år senere 1. november 1956 dør Ane blot 65 år gammel. Slidt op af et liv med hårdt arbejde og mange børn.

Thomas og Ane ligger begravet på Herning Vestre Kirkegård. I samme gravsted ligger også Iver, Jens og Margrethe.

 

 

Se også

 

 

 

Siden sidst redigeret 25. april 2010.

 

 

 

 

 

Læs mere om:

 

Iver Knygberg (1844-98)

 

Iver Knygbergs aner:

Ane Magrete Iversdatter (1820-1909)

Iver Simonsen (1777-1855)

 

Lars Jensen (1822-69)

 

Sidsel Marie Christensens aner:

Christen Hauge Poulsen (1819-1877)

Poul Olesen (1779-1847)

Søren Christian Andersen (1802-1880)

 

Iver og Sidsel Maries efterkommere:

 

Jens Iversen Knygberg  (1869-1920)

 

Christen Iversen Knygberg(1872-1921)

 

Thomas Iversen Knygberg (1874-1952)

 

Ane Østergaard Iversen (1878-1956?)

 

Andreas Iversen (1880-1889)

 

Niels Elias Iversen (1884-1889)